Tux Tuk

Så var den der. The Beast – Uhyret på tre hjul som skal være vores hjem de næste 14 dage. Den første time gik med at prøvekøre den tossede maskine. Det var som en scooter med støttehjul, men alligevel var der straks hygge indendørs.

Inden vi drejede gashåndtaget var vi lige taget fra København via Istanbul og Dehli til Kathmandu i Nepal – med lidt forsinkelser blev det hen

på eftermiddagen den 29. før vi kunne kaste os ud i Kathmandu’s kaotiske trafik for at se og smage lidt på bjergfolkets overstrømmende venlighed. Trafikken er fuldkommen vanvittig, men smuk og tilsyneladende velorganiseret på sin egen kaotiske vis. Alle trafikanter dytter

hvert 3. sekund for at fortælle omverdenen at de er på gaden og at de andre gerne må rubbe neglene.

Kommer man fra en sidevej, så venter man ikke på at andre holder tilbage – det er bare lige ud på gaden, med et dyt, og så må den anden stå på bremsen. Der er ingen sure miner i trafikken, måden det foregår på accepteres med en buddistisk sindighed og derfor skal der selvfølgeligt være plads til andres sindssygheder og ikke kun chaufførens egne. Vi gik på må og få rundt i byen – og naturligvis også forbi Dunbar Square med alle de gamle bygninger og templer.

Om aftenen faldt vi ind på et meget lokalt sted for at spise. Få rosende ord om lokalets sparsomme udsmykning blev starten på tjenerens guidede tur overalt i restauranten. Herunden håndtryk med en køkkenstab, der var stor nok til at betjene besætningen på et hangarskib. Heller ikke toilettet med en cisterne, der kun virkede ved hjælp af elskværdig selvbetjening af den medfølgende spand til vand – naturligvis hentet i køkkenet. Et kort øjeblik efter var herlighederne indhyllet i blafrende mørke. De daglige to timers blackout i byens strømforsyning var begyndt og henlagde alt i et forsonligt stearinlysskær.

Tidligt den 30. stod vores taxachauffær parat med sin kun ti år gamle Nissan. Vi skulle afsted til Pokhara. En sviptur på 250 km og 6 timer gennem dale og over diverse pas. Vi fulgte godt med i trafikken for at lære alle knebene om hvordan man overhaler i sving, op ad bakke eller når det allerede var muligt at se de hvide i den modkørende chaufførs øjne.

Vel ankommet til Pokhara tog vi det anviste short cut lodret op ad et mindre bjerg til Castle Resort – et hotel som drives af en irer og hans portugisiske kone. Et sted med at meget mixet indretning. Udsigten ned over byen og ud over Fish Lake er postkort-smuk og det bedste er, at det kan ske fra barens magelige stole.

Short cuttet til Castle viste sig at være en gedesti 20 min stejlt op. Rart at bevæge sig, men skulle måske have smidt lidt mindre i taskerne. Joe, ejeren, kunne ved vor ankomst stolt fortælle at han lige havde fået lavet en kørevej helt op til hotellet på bagsiden af bvjerget. Fik smidt vor ting på værelset, en hurtik øl (650 ml) så ned til Lake Side i Pokhara – denne gang dog i taxa. Vi røg lige ind i byens årlige Street Festival, hvilket vil sige at hovedgaden er afspæret til fordel for underholdning, ligesom restauranterne er flyttet ud på gaden. Kan godt mærke at nepaleserne bruger enhver lejlighed til at more sig. Også selv om det ikke er deres nytår.

Og så er vi tilbage til i dag, årets sidste. Tuk-tuk’en var bemalet som designet af Alexander, så der skulle bare lidt ekstra lir til. De andre teams havde ligeledes kastet sig over tuk-tuk’en med stor kreativitet. Der overalt på pladsen malet, polstret, monteret festligt gear under stor opmærksomhed. Musikanlæg, kompressorhorn stærke nok til at få tuk’en til at køre baglæns, reklameskilte, og ikke mindst flag og vimpler. Der var mange gode påfund.

Over hele arrangemanget hænger en laidback 60′stil, anført af arrangører i trompetbukser fra samme tid. Vi tror nok vi starter imorgen den 1. Januar kl 10, men kan også blive et par timer senere. Det er ikke helt til at gætte. Indtil nu har alt været forsinket. Hvor starten officielt kommer til at finde sted fra venter vi også med spænding på at finde ud af. Måske får vi lov at starte fra den lukkede gade midt i festivalen. Kan ellers blive et godt indslag i Gadefestivalen.

Her i løbet af eftermiddagen fik vi lige handlet de sidste småting, som værktøj, reservedunke, tragt og slange til påfyldning etc.. etc.. Har betalt vores taxachauffør for at skaffe benzin på det sorte marked. En varslet storstreje i morgen sammen med udstrakt benzinmangel i landet har lagt alle tankstationer øde.

Om få timer skydes der ind til nytår. Denne gang uden de sædvanlige nytårshilsener på sms til alle jer kære venner. Også søens folk forbliver uden godt nyt. Så hermed en fælles hilsen fra Tux’holdet.

- Billeder tilføjes på et senere tidspunkt – Tukken kan køre hurtigere end denne netcafés nethastighed.

Så er det i morgen flyveren fra Kastrup Lufthavn afgår.

Vi har alle pakket og mere end klar på eventyr – her følger min egen bagage – 1 taske:

• 3 størrelser strips (Kim medbringer gaffatape og leatherman)
• Pas, vaccinationskort, internationalt kørekort, kørekort, sygesikringskort og kreditkort.
• Forsikringspapirer – ellers kan arrangøren nægte dig deltagelse i løbet.
• 100$ – det er ulovligt at ind- eller udføre rupees fra Indien.
• Hygiejne- og soigneringsager
• Notesbog og kuglepenne
• Ét par jeans og ét par shorts
• Pyjamas
• 3 poloer, 1 langærmet henleypolo og 2 skjorter
• 5 par underbukser
• 3 par sorte strømper og 4 par hvide strømper
• 1 par sko
• 1 uldsweater
• 1 windbreaker
• 2 forbindinger, 1 rulle gazebind og 1 rulle forbindingstape
• 1 myggenet
• kamera, oplader og overførselskabel til USB
• mobiltelefon og oplader

Så let kan det gøres og så let skal det gøres. Kim har min smoking i hans, større, taske.

Hvad jeg ikke har med eller hvad jeg kommer til at mangle kan forhåbentligt købes – ellers må jeg MacGyver mig ud af situationen.

Hilsen

Alexander

Så er vores blog kommet online. Herinde kan I følge med i hvad der sker, når Tim, Kim og jeg tager afsted på eventyr i Nepal og Indien.

Vi skal deltage i The Rickshaw Run, arrangeret af The Adventurists.

Ude til højre, i margin, kan I følge vores tur igennem et af verdens mest befolkede områder. Når vi opdaterer bloggen, opdaterer vi også kortet, så I vil kunne se en streg, der følger vores fremrykning igennem det asiatiske kontinent.

Reglerne er simple: Donér penge til et velgørende formål, betal entré til løbet, få udleveret en tuk tuk som køretøj, kør fra bjergene i Nepal til det sydlige Indien. Hvert hold vælger sig egen rute.

Kommer du galt afsted undervejs, eller får motorproblemer, så er der ingen hjælp at hente fra arrangørerne – du er på egen hånd.

GPSer, følgevogne med reservedele og alt andet der kan gøre dit eventyr mindre eventyrligt anses som usportsligt.

Donationer kan gives via JustGiving ude til højre i margin. Donationerne går til Mercy Corps der støtter genopbygningen af landbruget i Orissa-provinsen. Læs mere her.

Vi er 69 vogne i løbet og den som kommer først får et kys på panden, for det er et gentlemansløb så er der intet stress og jag, så længe du er i mål inden afslutningsfesten.

Ruten har vi målt til at være omkring 2700 km i en lige strækning, men med svinkeærinder og tørre ganer, så ender vi nok på en 3000 km. På 14 dage skal de 3000 km tilbagelægges i en tuk tuk der ikke kan køre hurtigere end 50 kilometer i timen. Enhver matematiker kan så fortælle at ved en snitfart på 50 km/t så kan løbet overstås ved at køre 3,8 timer om dagen – alle 14 dage.

Men vi er realister der har smagt vejbanens støvede hjulspor og siddet i flere end een trafikprop – vi forudser en snitfart på 30 km/t – hvilket bliver til 6,4 timer om dagen, hvor chaufføren skal koncentrere sig og de to andre skal nyde hinandens selskab, gnubbe skuldre og drikke gin & tonics.

Vi rejser afsted d. 28 december til Kathmandu i Nepal, så vi er fremme i Pokhara d. 30 i tide til at udsmykke vores tuk tuk og til nytårsfesten d. 31. december. Starten går den 1. januar og vi er tilbage i Danmark omkring den 20.