Tux Tuk

Det er baelragende moerkt og koldt som bare fanden. Vi har moedt et par andre fra Rickshaw loebet, som ogsa bor paa samme hotel. Mens vi er  i supertopform er de heldigvis allerede maerket af daarlig mad, skumle hoteller og ikke eksisterende toiletfacilieter. Og saa har de tilmed overbraekket vores vogn fra 1. sals hoejde. Bortset fra svineriet, saa er det meget godt ramt.

Foerste alvorlige problem i moerket. Motoren vil ikke starte. Alt tjekkes. Taendroer ud, kabler gennemgaaes og al reservebenzin haeldes paa tanken. Intet hjaelper indtil en gedehyrde i selskab af et halvthundrede kugleskidende dyr passerer og han med en opklarende mine kaster sig over motoren. Tilsyneladende har han ogsa laest haandbogen om tuk’ere for begyndere. Endnu en gang gentog proceduren sig, men denne gang gik motoren i gang. Afsted i rasende fart mens der var gang i de tre hjul. Alexander, der har oejne som en radar, jog genem de smalle sorte gader , hvor bunkerne  paa asfalten enten var hjemloese eller bunker af skidt. Glemte at fortaelle, at vi maa vaelge mellem lys og horn, da vores skarpe taagelygter kortslutter hornet. Det blev hornet, som vandt. Lyder formentlig mere overbevisende i en retssal, at vi trods alt dyttede inden ulykken skete – og de andre koerer alligvel heller ikke med lys.

Fra Mau til Varanasi er der 192 kilometer med en belaegning, der formenlig er udtaenkt af testingenioerer fra producenter af militaere koeretoejer. Pakket ind i fire kvadratmeter vattaeppe holdt Tim og Kim fast pa baade varme og alt der var ved at rasle fra hinanden mens Alexander lignede en undsluppen fra den lokale tosseanstalt med sin nepaliske strikkede hue med hagesnor, Michael Jackson-maske og haeklede koerehandsker.

Fremme i Varanasi – denne allerhelligste indiske by – snor vi os gennem helvedestafikken uden regler, og netop derfor glider alt uden stop eller vrede fagter. Anfoert af en taxichauffoer, der skaever misundeligt til vores lirede vogn og Alexander mesterligt ved rattet, naar vi frem til dagens overraskelse. Det forbookede hotel (Palace on Ganges), hvor vi ville have udsigt over Ganges viser sig at vaere en perle paa bredden. En time senere sidder vi med drinks paa  den nederste af de to balkoner og kan holde oeje med vagten, der holdt oeje med tux-tuk’en.  Vaerelse og opholdsstue i to etager i hotellets taarn – sa mangler vi bare det varme vand i badet.  Ogsaa her flere times blackout hver dag. Hvad nytter det saa at have atomkraft til op over begge oerer?

Tim har bestilt tur med en ivrig baadmand, der i morgen kl halvseks vil ro os op ad floden, sa vi kan se morgensol til den ene side og ligbraending til den anden. Saa gaelder det bare om at vaelge den rigtige, hvis vi kaentrer.

Vi er stadig presset pa tiden, men bliver nok en ekstra dag i byen.