Tux Tuk

Nu skulle det tabte indhaentes. Forlod vores skoenne hotel og fandt frem til den ventende lastbil flere kilometer ude i byens forstaeder. Ingen kunne eet ord engelsk, saa det kraevede engleagtig taalmod fra vores side efterhaanden som timerne gik med ingenting. Sid ned og faa en kop te – hvinende soed og med kardemomme nok til et helt julebageri, var det venlige forslag paa alle vores fakter. Saa kom der enedlig en kran til at loefte tuk’en op i den 18 tons tunge lastvogn. Og saa var der lige det med transport-dokumenterne. Ingen stroem, saa ingen dokumenter. Henslaebte den halve dag. Stroemmen kom og hjulene kunne begynde at rulle. Vi havde to chauffoerer paa turen til oestkysten – og naturligvis aabne vinduer overalt i kabinen. Det skulle noedigt blive bare lidt lunt. Klemt ind paa den nederste koeje bag forsaederne var der netop ikke hoejt nok til at sidde oprejst. Hvad vi ikke vidte var, at der skulle vi tilbringe tre dages koersel i en hastighed ikke meget hurtigere end vores egen trehjuler. Men til gengaeld koerte vi 18 timer i doegnet.

Tre gange om dagen stop ved truckernes meget specielle vejsidekoekkener, som tilberedte ukendt ‘fingermad’ og lunken te med for meget sukker. Vor chauffoerer var et par hyggelige nordindere, som kunne tale hindi og saa koere lastbil, med mere lys inde i foerehuset end fremadrettet. Og saa opdagede  vi endnu en grund til deres aabne vinduer selv ved 5 grader. De tygger tobak og snotter en kvart liter spyt ud fra vognen hver kvarter.

- ogsaa evindelige stop for te og ikke mindst at bede og taende rogelsespinde ved det lille blinkende plastiktempel, som var monteret indenfor mellem de to forruder. Guderne velsigne denne vogn og dens passagerer var det fromme oenske. Vi takker

Vi blev godt moerbanket og de foerste tegn paa siddesaar viste sig. Ingen position var behagelig – de naer minus grader. Da vi endelig stoppede for natten var der redt op paa de ffem baller gamle plastikposer, der stoettede tuk’en paa ladet. Selv fuldt paaklaedte og med vores vattaeppe fra Nepal kunne ikke kulden ikke holdes ude fra pladsen paa ladet.

Naar det gik rasende saa kom TATA’en helt op paa over 40 km/t – i modsatte koerebane. Et kraftigt horn kan flytte meget. Vi har selv foretaget aftenkoersel i tusmoerke. Det var ikke meget mindre naervepirrende at sidde hoejt – bare ny vinkel at anskue doeden paa.

Ankom totalt krumboejet til Vijayavada. Igen brug af en kran vi fandt i vejsiden. Frisk luft i daekkene, saft paa tanken, afsked med chauffoererne. Det var som at blive genfoedt at sidde bag eget styr.

Note - TATA er Indiens lastbilmaerke nr. 1