Tux Tuk

Vandet fra den Bangalske Bugt kunne skimtes. Varmen var kommet i luften og for foerste gang korsel uden ekstra troejer. Tuk’ens syv heste arbejde i synkron galop. Et hurtigt smut gennem Chennai (Madras) og to dage til Trankebar. Troede vi.

Kom rimeligt gennem byen paa fornemmelse. Hold vandet paa venstre side saa  gaar det sydpaa. Pludselig var der vroevl i stalden. Hestene havde tilsyneladende mistet fodfaeste. Vi stoppede midt paa udfaldsvejen. Hovedet ind i motorrummet, hvilket ikke hjalpt specielt, men det er jo i Indien. Paa to minutter var der fyldt med hjalpende haender. Lidt wire hentet fra en lysmast og vi var noedtoerftig flaekket sammen med hjaelp fra en forbipasserende, der straks udnaevnte sig selv til hovedmekaniker. Nej tak – ingen penge. Vi skal jo hjaelpe hinanden og isaer tosser der bevaeger sig rundt i et apparat, de fleste indere betragter som foerste trin paa vejen til oenskebilen. Men timerne gik og vi var nu igen bagud.

Det blev til en lang natkoersel i modlys (de faa der har lys, elsker kun at bruge det lange). For de fleste maatte vi gaette om det var en modkoerende motorcykel eller bil med kun een forlygte. Var ved een lejlighed ved at have bagfjeringen fra en ko inde i Tuk’en. Heller ikke for disse drivende store dyr paa vejene er der lygtekrav, men de har det vigtigste, nemlig horn.

Maalet for dagen – Pondicherry – blev naaet om natten. En by kendt for sit meget store franske kvarter.  Da vi trillede gennem de franske gader gik talen paa  drinks og umaadelige maengder mad. Fandt frem til Villa Helena i Rue Bussy. Rigtigt hotel i  indokinesisk stil. Her blev naturligvis talt fransk af alle.

Sikker parkering af tuk’en – ikke noget problem. I lobbyen naturligvis. Skulle lige over en 30-35 cm hoejkantsten. Igen, straks VI stod ved tuk’en, stod der tyve andre. Et hurtig loeft og den var indenfor sikker for natten efter 544 km paa een dag.