Tux Tuk

De første 130 kilometer blev “hurtigt” tilbagelagt fra Dingigul og frem til advarselsskiltet om at de kommende kilometer opad ville byde paa bl.a. 17 hårnålesving. Tuk’ens syv hestekræfter skulle nu bringe os fra  havoverfladen op gennem bjergpassene i 2.800 meter højde.

Fra fjerde ned i tredje og snart efter ned i andet gear. Den lille totakter skulle nu paa overarbejde i et timelangt sejt træk med 20 kilometer i timen. Langsomt og sikkert gik det opad, sving efter sving. Vi naermede os de lavthængende skyer og noget efter var vi midt i dem. Skulle vi virkelig tilbage til kulden fra Nepal og Nordindien?

Endnu et sving og vi var over skyerne i blændende sol. Det var som at køre på en stor vatdyne, men varmen var skøn. Aberne i vejsiden hilste venligt og guffede som små børn de mange marsbar vi kastede ud til dem.

Rundede et langt sving og så pludselig var det som at kikke på de farvestrålende plakater fra turistkontoret. Tusinder af tebuske dannede sirlige mønstre, der dækkede bjergsiderne, ja hele bjergtoppe.  Put the kettle on – vi er paa vej. Måske er det endelig muligt at få en ordentlig kop te og ikke det hvinende søde stas med kardemomme og mælkepulver, der serveres de fleste steder i Indien.

Hver tea-estate har sit eget udsalg. Tux-tuk’en fik et velfortjent hvil, mens vi fik langet kilotunge poser med de mørke blade  over disken. Og hvad de ikke lige havde på hylderne ville blive plukket tidligt næste morgen, forarbejdet og straks eftersendt til vores hotel.

Atter tid til at hive i styret. Gik det trægt op, så var der fuld knald på nedkørslen og kun den sagte hvislen fra motoren i tomgang og dækkenes hvinen kæmpede om kap med angsten ved at kikke de flere hundrede meter lodret ned fra vejsiden. Ned, ned og ned og så kunne vi køre ind i Munnar.