Tux Tuk

Munnar med den kølige bjergluft er målet for store dele af Sydindiens befolkning, når sommeren slår til med temperaturer omkring de 45 grader. Denne morgen lå disen tæt og køligheden gav gåsehud. Så afsted mod varmen omkring havoverfladen. Gennem endnu flere teplantager, skiftende til næsten tropisk regnskov og så plus 32 grader og voldsom luftfugtighed. Med rasende fart gik det mod Aleppay. Indiens svar på Venedig kalder turistlokkerne området med de mange kanaler og indsøer.

Der lå et par husbåde og så flere og flere. Et skarpt drej fra hovedvejen og ned til en af fortøjningspladserne. Højsæson. Alt udlejet, men ingen dag uden en entreprenant inder. Lidt efter gik det videre mod en anden liggeplads og der laa ‘vores’ karakteristiske træ-husbåd med den flettede palmebladsoverbygning. Ikke nyeste model og fartøjet ville nok ikke kunne klare en skibsinspektion, men der var vand under kølen.

Mens vor tasker blev langet over til husbåden skulle vi finde et sikert sted at parkere tuk’en mens vi var på tur det komende døgn. Kim forespurgte en større gruppe uniformsklædte folk, der som sædvanlig havde samlet sig omkring os, om de kunne anvise en overvåget parkeringsplads. Det kunne de nemt, nemlig inde på den brandstation, som de arbejdede på. Så få øjeblikke efter holdt vores lille trehjuler trygt mellem de kæmpestore udrykningskøretøjer og dannede baggrund for en større fotosession med alle brandfolkene, der ligesom alle andre indere på turen bad om at blive fotograferet. Også her blev folk kaldt af huse for at se på denne tremandsgruppe hvide tosser, der helt åbenbart var mentalt forstyrrede.

Kanalen var helt og aldeles dækket af smukke vandliljer. Det var den også to timer senere, da vi stadig ikke havde rørt os en tomme fordi motoren ikke ville starte. Allerede her burde vi have taget bestik af turens videre forløb. Ventetiden blev brugt praktisk og bådsmanden/maskinmesteren/kokken sendt afsted efter rigelige forsyninger af kolde øl. Både kaptajnen og den smarte agent, der havde chartret os båden  havde stolt peget på den kubikmeter store kummefryser, der optog hele bagbords side agterude.

Endelig ud på den første store brede kanal med de viftende palmer på bredden med de mange lerklinede huse. Tid til aftenens første iskolde pils. Den adrætte besætning serverede med store fakter de literstore bajere, der var mistænkeligt fri for den ønskede duggede oveflade. Damned. Vi kunne koge rejer i ølglassene. Nye ordrer og en øjeblikkelig inspektion af kølekassen kunne blot afsløre, at den rummede besætningens samlede private ejendele og formentlig ikke havde været i nærheden af så meget som et batteri inden for de seneste år. Var det muligt at starte bådens generator og skaffe den ønskede nedkøling?  På ingen måde, var kaptajnens smilende svar. Larmen ville fortyrre det sårbare dyreliv omkring os. At skibet blev drevet frem af en påhængsmotor uden udstødning kunne vi ikke tage i betragtning. Den var jo nødvendig for den ønskede fremdrift. At kolde bajere var nødvendige for vores videre liv var ikke et argument, vi skulle huske på, at der jo var endnu et liv efter døden. Så måske kunne ønsket opfyldes der.

Sammen med solen opgav vi så dagen, spiste fisk hevet op af vandet og banket flade på grillen. Det er næsten unødvendigt at fortælle, at den i salgstalen meget berømmede AC i kahytten naturligvis heller ikke virkede. Vi sov omgivet af moskitoer paa det åbne fordæk.

Lavmælte ophidsede stemmer varslede nye problemer. Mytteri kunne ikke udelukkes. Kaptajnen hersede med sin besætning via et sindrigt kodet system af  båtlyde fra et enormt horn, han lystigt trådte på fra sin plads forrest i skibet. Tumulten viste sig igen at være motorproblemer. Fire røgelsespinde senere lagde vi atter fra breden.

Tidligt på eftermiddagen afslog vi frokost. Der var kun få timer til vi atter skulle være tilbage på startstedet. Men man afviser ikke ustraffet et allerede forberedt måltid. Motoren satte øjeblikkeligt ud og minutter senere var vi i nærkontakt med palmerne. Tililende fra rismarkerne tilbød sig straks med større mekanisk indsigt end vores egen maskinist, der opgivende straks tilkaldte hjælp. Og sammen med den nu afmonterede bådmotor, vores bagage og den kuede besætning tog vi afsked med kaptajnen. Desværre var kanalen ikke dyb nok til at give ham våde fødder ifald skibet skulle tage vand ind og sætte kurs mod bunden.

Bare 58 kilometer tilbage til Kochi og mållinjen. Brandmændene klappede da vi gav den gas og tog hul på sidste ben i ræset. I deres nypressede uniformer forstod de til fulde værdien af en velklædt mand. Og smokingen sad som støbt til kroppen i fartvinden.