Tux Tuk

Eftermiddagstrafikken var som sædvanlig kaotisk. Men vi sad selv bag styret og modsat båden kørte vores motor som en symaskine. Målet nærmede sig og vi satte farten ned bare for at undgå det uundgåelige, at aflevere den vogn som nu var en del af os.

The Brunton Boatyard Hotel, Fort Chocin stod parat, da vi krydsede mållinjen. De havde i dagene op til vores ankomst set mange andre fra Rickshaw Run, men “TuxTuk – igennem Indien med stil” blev et tilløbsstykke. Timingen kunne heller ikke være bedre, da serveringen af eftermiddagens Gin&Tonics netop blev indledt. Selvom der var henved 35 grader i skyggen faldt vi helt naturligt med vores smoking i med de klirrende glas. På rekordtid var rygtet om ankomsten udskreget og hyldesten fra besætningerne fra de 16 vogne, der allerede var ankommet vild, voldsom og våd.

Indskrivning på løbsregistranten viste altså en 17. plads – fire minutter senere end det svenske hold vi havde forladt 14 dage tidligere i Nepal.

Højsæson og dermed ikke plads på Brunton. Men et nærliggende gamnelt portugisisk handelshus rummede nu et toplækkert indrettet hotel med bare seks kæmpestore værelser og baderum store som romerske termer. Navnet Victory Dawn var som skabt til lejligheden. Og handelsmanden Tim bankede prisen ned i sådant et tempo, at receptionschefen ikke er set siden. Hvem kan modstå en determineret mand i smoking og ginånde, som gennem 3600 kilometer har set døden i øjnene sekund efter sekund?

Som sædvanlig fik tuk’en ærespladsen i hotellets indkørsel og køen af tjenende ånder, der med villige hænder strippede vognen fra top til bund ville ingen ende tage. Vi gik dog selv op på værelset.

Tid til varmevenlig omklædning, tid til den mentale overlevering inden den fysiske af vognen den følgende dag. Og så skal det besluttes om vi vil deltage på holdet i kricketmatchen Rickshaw Run 2010 vs Fort Choci Batters. Hvis der serveres agurkesandwiches, te og svalende drinks til tilskuerne er valget let.