Bogatty Island med et supergejlet restaureret hotel er rammen for gallafesten. Næsten 150 deltagere kravlede ombord på disco-båden, der skulle sejle os alle til øen. Her var alle sejl sat til med cool festbelysning, en engelsk DJ og en hær af kokke bag gryder og fade linet op den den irgrønne plæne foran huset.

Spørgsmålet var enkelt men afgørende: Havde arrangørerne taget ved lære af Nytårsfesten i Pokhara 16 dage tidligere, hvor deltagerne fra England, USA, Australien og Skandinavien drak baren tom inden for få timer. Svaret er opløftende. Selv om staten Kerela er underlagt voldsomme restriktioner omkring salg af alkohol, må færgerne have sejlet havet tyndt for at bringe de store mængder frem, som lystent klirrede i deres meterhøje stabler.

Tid til drinks og øl, tid til fantastiske beretninger fra vanvittige oplevelser gennem det kæmpestore land. Og ikke mindst tid til kåringen af de teams, der  henholdsvis havde udvist den bedste

“team spirit”,- et sødt ældre engelsk ægtepar, der havde banket igennem distancen på rekordtid (Chiken Run)

“best fundraising” var team Chasing Souse med en donation på næsten 6000 GBP

og

“best pimping and theme”  var tre smokingklædte danskere, der allerede fra start havde slået alle med beundring og misundelse. TUX TUK

(trofæet – en forgyldt tuktuk kan på opfordring forevises i sikrede lokaler)

TAK

Tak til alle som har læst med undervejs. Tak til de mange kommentarer og ikke mindst tak til de sponsorer som er med til at sikre blandt andet børn i Nepal god hospitalsbehandling  – det er ud over oplevelsen jo derfor vi deltager. Og med en samlet sponsorstøtte på næsten 8 millioner kroner i denne omgang rækker det langt i det fattige land.

Vi antænder ligeledes et par røgelsespinde i taknemmelighed over at nå sikkert gennem de mange tusinde kilometer på landevejene.

The Brunton Boatyard Hotel, Fort Chocin stod parat, da vi krydsede mållinjen. De havde i dagene op til vores ankomst set mange andre fra Rickshaw Run, men “TuxTuk – igennem Indien med stil” blev et tilløbsstykke. Timingen kunne heller ikke være bedre, da serveringen af eftermiddagens Gin&Tonics netop blev indledt. Selvom der var henved 35 grader i skyggen faldt vi helt naturligt med vores smoking i med de klirrende glas. På rekordtid var rygtet om ankomsten udskreget og hyldesten fra besætningerne fra de 16 vogne, der allerede var ankommet vild, voldsom og våd.

Indskrivning på løbsregistranten viste altså en 17. plads – fire minutter senere end det svenske hold vi havde forladt 14 dage tidligere i Nepal.

Højsæson og dermed ikke plads på Brunton. Men et nærliggende gamnelt portugisisk handelshus rummede nu et toplækkert indrettet hotel med bare seks kæmpestore værelser og baderum store som romerske termer. Navnet Victory Dawn var som skabt til lejligheden. Og handelsmanden Tim bankede prisen ned i sådant et tempo, at receptionschefen ikke er set siden. Hvem kan modstå en determineret mand i smoking og ginånde, som gennem 3600 kilometer har set døden i øjnene sekund efter sekund?

Som sædvanlig fik tuk’en ærespladsen i hotellets indkørsel og køen af tjenende ånder, der med villige hænder strippede vognen fra top til bund ville ingen ende tage. Vi gik dog selv op på værelset.

Tid til varmevenlig omklædning, tid til den mentale overlevering inden den fysiske af vognen den følgende dag. Og så skal det besluttes om vi vil deltage på holdet i kricketmatchen Rickshaw Run 2010 vs Fort Choci Batters. Hvis der serveres agurkesandwiches, te og svalende drinks til tilskuerne er valget let.

Der lå et par husbåde og så flere og flere. Et skarpt drej fra hovedvejen og ned til en af fortøjningspladserne. Højsæson. Alt udlejet, men ingen dag uden en entreprenant inder. Lidt efter gik det videre mod en anden liggeplads og der laa ‘vores’ karakteristiske træ-husbåd med den flettede palmebladsoverbygning. Ikke nyeste model og fartøjet ville nok ikke kunne klare en skibsinspektion, men der var vand under kølen.

Mens vor tasker blev langet over til husbåden skulle vi finde et sikert sted at parkere tuk’en mens vi var på tur det komende døgn. Kim forespurgte en større gruppe uniformsklædte folk, der som sædvanlig havde samlet sig omkring os, om de kunne anvise en overvåget parkeringsplads. Det kunne de nemt, nemlig inde på den brandstation, som de arbejdede på. Så få øjeblikke efter holdt vores lille trehjuler trygt mellem de kæmpestore udrykningskøretøjer og dannede baggrund for en større fotosession med alle brandfolkene, der ligesom alle andre indere på turen bad om at blive fotograferet. Også her blev folk kaldt af huse for at se på denne tremandsgruppe hvide tosser, der helt åbenbart var mentalt forstyrrede.

Kanalen var helt og aldeles dækket af smukke vandliljer. Det var den også to timer senere, da vi stadig ikke havde rørt os en tomme fordi motoren ikke ville starte. Allerede her burde vi have taget bestik af turens videre forløb. Ventetiden blev brugt praktisk og bådsmanden/maskinmesteren/kokken sendt afsted efter rigelige forsyninger af kolde øl. Både kaptajnen og den smarte agent, der havde chartret os båden  havde stolt peget på den kubikmeter store kummefryser, der optog hele bagbords side agterude.

Endelig ud på den første store brede kanal med de viftende palmer på bredden med de mange lerklinede huse. Tid til aftenens første iskolde pils. Den adrætte besætning serverede med store fakter de literstore bajere, der var mistænkeligt fri for den ønskede duggede oveflade. Damned. Vi kunne koge rejer i ølglassene. Nye ordrer og en øjeblikkelig inspektion af kølekassen kunne blot afsløre, at den rummede besætningens samlede private ejendele og formentlig ikke havde været i nærheden af så meget som et batteri inden for de seneste år. Var det muligt at starte bådens generator og skaffe den ønskede nedkøling?  På ingen måde, var kaptajnens smilende svar. Larmen ville fortyrre det sårbare dyreliv omkring os. At skibet blev drevet frem af en påhængsmotor uden udstødning kunne vi ikke tage i betragtning. Den var jo nødvendig for den ønskede fremdrift. At kolde bajere var nødvendige for vores videre liv var ikke et argument, vi skulle huske på, at der jo var endnu et liv efter døden. Så måske kunne ønsket opfyldes der.

Sammen med solen opgav vi så dagen, spiste fisk hevet op af vandet og banket flade på grillen. Det er næsten unødvendigt at fortælle, at den i salgstalen meget berømmede AC i kahytten naturligvis heller ikke virkede. Vi sov omgivet af moskitoer paa det åbne fordæk.

Lavmælte ophidsede stemmer varslede nye problemer. Mytteri kunne ikke udelukkes. Kaptajnen hersede med sin besætning via et sindrigt kodet system af  båtlyde fra et enormt horn, han lystigt trådte på fra sin plads forrest i skibet. Tumulten viste sig igen at være motorproblemer. Fire røgelsespinde senere lagde vi atter fra breden.

Tidligt på eftermiddagen afslog vi frokost. Der var kun få timer til vi atter skulle være tilbage på startstedet. Men man afviser ikke ustraffet et allerede forberedt måltid. Motoren satte øjeblikkeligt ud og minutter senere var vi i nærkontakt med palmerne. Tililende fra rismarkerne tilbød sig straks med større mekanisk indsigt end vores egen maskinist, der opgivende straks tilkaldte hjælp. Og sammen med den nu afmonterede bådmotor, vores bagage og den kuede besætning tog vi afsked med kaptajnen. Desværre var kanalen ikke dyb nok til at give ham våde fødder ifald skibet skulle tage vand ind og sætte kurs mod bunden.

Bare 58 kilometer tilbage til Kochi og mållinjen. Brandmændene klappede da vi gav den gas og tog hul på sidste ben i ræset. I deres nypressede uniformer forstod de til fulde værdien af en velklædt mand. Og smokingen sad som støbt til kroppen i fartvinden.

De første 130 kilometer blev “hurtigt” tilbagelagt fra Dingigul og frem til advarselsskiltet om at de kommende kilometer opad ville byde paa bl.a. 17 hårnålesving. Tuk’ens syv hestekræfter skulle nu bringe os fra  havoverfladen op gennem bjergpassene i 2.800 meter højde.

Fra fjerde ned i tredje og snart efter ned i andet gear. Den lille totakter skulle nu paa overarbejde i et timelangt sejt træk med 20 kilometer i timen. Langsomt og sikkert gik det opad, sving efter sving. Vi naermede os de lavthængende skyer og noget efter var vi midt i dem. Skulle vi virkelig tilbage til kulden fra Nepal og Nordindien?

Endnu et sving og vi var over skyerne i blændende sol. Det var som at køre på en stor vatdyne, men varmen var skøn. Aberne i vejsiden hilste venligt og guffede som små børn de mange marsbar vi kastede ud til dem.

Rundede et langt sving og så pludselig var det som at kikke på de farvestrålende plakater fra turistkontoret. Tusinder af tebuske dannede sirlige mønstre, der dækkede bjergsiderne, ja hele bjergtoppe.  Put the kettle on – vi er paa vej. Måske er det endelig muligt at få en ordentlig kop te og ikke det hvinende søde stas med kardemomme og mælkepulver, der serveres de fleste steder i Indien.

Hver tea-estate har sit eget udsalg. Tux-tuk’en fik et velfortjent hvil, mens vi fik langet kilotunge poser med de mørke blade  over disken. Og hvad de ikke lige havde på hylderne ville blive plukket tidligt næste morgen, forarbejdet og straks eftersendt til vores hotel.

Atter tid til at hive i styret. Gik det trægt op, så var der fuld knald på nedkørslen og kun den sagte hvislen fra motoren i tomgang og dækkenes hvinen kæmpede om kap med angsten ved at kikke de flere hundrede meter lodret ned fra vejsiden. Ned, ned og ned og så kunne vi køre ind i Munnar.

Tuk’en er aaben i siderne, men med kaleche, saa i teorien skulle vi sidde i lae. Her er vi dog langt fra designerens virkelighedsfjerne droemme. Vandet pisker ind dels fra siderne, dels opsproejt fra vejen og ikke mindst fra de mange huller i taget. Muligvis har den tidligere ejer drevet andejagt direkte fra koeretoejet. En halv time, saa er det haabloest og vi soger ly for at hele bagagen paa taget ikke skal fyldes med vand.

Paa den igen da regnen stopper en times tid senere. I dag koerer vi kun et par hundrede kilometer, saa vi diskuterer allerede hvordan vi skal bruge den tidlige ankomst i byen Dindigul. Daarligt er tanken taenkt til ende foer en os ukendt har vaeltet hvad der lyder som  en stabel jernroer i bagenden. Larmen er oeredoevende, men vi holder fart. Alligevel svinger vi ned af den naermeste markvej hvor Alexander spotter et skur med cykler foran. Helt klart en erhvervsdrivende med salg af to-hjulere.

Inspektionen i motorrummet viser, at delstatens lemfaeldige asfaltering endu en gang har slaaet til. 72 kilometers koersel paa vaskebraet i fuld fart har taget livet af vores nye svejsninger. Cykelmanden er parat med en plastiksnor der dog ikke har en chance i det flere hundrede grader varme maskinrum. En stump elektrisk hegn forsvarligt surret rundt om udstoedning og motorblok ligner det det er. Amatoerernes sidste udvej, men det virker og resten af turen med vejhuller i ankeldybde har reparationen ogsaa klaret.

Endelig fremme og tilmed i en by, hvor netforbindelserne er hurtigere end det saedvanlige modem. Det afsloerer dog en ny overraskelse. Det lange traek forleden fik os til at overse datoerne. Vi er nu en dag foran planen og foerende i hele loebet. Smokingskjorterne er stadig hvide saa vi udvider nu ruten med et besoeg sydom Chocin inden vi krydser maalstregen.

Tuk’en startede ikke om morgenen uden at blive skubbet igang. Nu mandag, var vaerkstedet igen aaben. Her i Pundy foelger man de franske skikke saa meget, at skodder foerst hives op kl 9.30. Vi fandt et – lukket – vaerksted, men anbefalet af flere af byens taxi-tuk chauffoerer. Saa det var bare at vente for at se om der nu ogsaa kom en mekaniker.

Da Alexander og Tim godt kunne bruge et eftersyn, roeg de ogsaa lige ind i den gadens barbersalon. Tim maatte ligge ned i stolen da den kun var til 120 cm hoeje gaester. Der blev saebet, raget, klippet, skurret og skrubbet – afsluttet med en sjat gin i ansigtet. Nyfoedt.

Mekanikeren kom saa og saa. Jo, den kunne komme til at koere igen, men hvad var praecis problemet? Den kan ikke starte, udstoedningen er revet af af de ulidelige huller i vejene. Joda, men hvad er det tekniske problem. Det vidste vi af gode grunde ikke, netop derfor henvendte vi os til denne elsplosionsmotorens foerstemand. Han saa opvivende paa os og forvandt med overkroppen ind i motorrummet. For straks efter at komme med en diagnoseliste lang som eet ondt aaar. Der var ikke olie paa motoren, der var ikke fedt ved drivakslerne og udstoedningen skulle specialsvejes paa nabovaerkstedet. Vi stoppede talestroemmen, spurgte hvornaar vi kunne regne med at faa den nyrenoverede vogn tilbage. Om en time. Inden vi drejede om hjoernet saa vi store dele af motoren allerede var spredt ud paa gaden ved de faa kvadratmeter vaerksted..

To mand skruede stadig paa vognen, de vi efter et par timer moedte op. Betaling af den 12 linier lange regning INR 761 (DKK 77,00). Motoren loed bedre end fabriksny.

Vi kunne lugte havet, vi kunne maerke havet og nu kunne vi se havet. Bare bremserne virkede inden vi ogsaa var i havet.

Under stor vinken og hujen fra 100 skoleboern trillede vi gennemen byporten til Trankebar (alene ordet “bar” i navnet indikerer den danske indflydelse paaa stedet). Hurtig inspektion af Dannesborg og det store clue ‘Det Danske Museum’. Fem potteskaar, et fiskeskelet og ti ikke opdaterede plancher.

Vi var bjergtaget.

Taarene var naesten ikke til at holde tilbage, da kirketjeneren i den naerliggende nyrenoverede danske kirke senere fremdrog gaestebogen og kunne vise en signatur af Princesse Benedicte. Venner, vi er i royalt selskab selv om det bare er en underskrift paa et gulnet stykke papir med aeseloerer. Ret ryggen drenge og send smokingen til rens.

Redningen laa paa nabogrunden i den restaurerede tidligere guvenoer bolig – nu hotel med otte topklasse vaerelser. Solnedgangen nydes som den rettelig boer. Den koelige Kingfisher premium oel paa armlaenet. Havet kun skjult af udspielede taer og faestningen et hoveddrej borte. Admiral Gedde og hans maend havde fat i noget allerede dengang.

Kom rimeligt gennem byen paa fornemmelse. Hold vandet paa venstre side saa  gaar det sydpaa. Pludselig var der vroevl i stalden. Hestene havde tilsyneladende mistet fodfaeste. Vi stoppede midt paa udfaldsvejen. Hovedet ind i motorrummet, hvilket ikke hjalpt specielt, men det er jo i Indien. Paa to minutter var der fyldt med hjalpende haender. Lidt wire hentet fra en lysmast og vi var noedtoerftig flaekket sammen med hjaelp fra en forbipasserende, der straks udnaevnte sig selv til hovedmekaniker. Nej tak – ingen penge. Vi skal jo hjaelpe hinanden og isaer tosser der bevaeger sig rundt i et apparat, de fleste indere betragter som foerste trin paa vejen til oenskebilen. Men timerne gik og vi var nu igen bagud.

Det blev til en lang natkoersel i modlys (de faa der har lys, elsker kun at bruge det lange). For de fleste maatte vi gaette om det var en modkoerende motorcykel eller bil med kun een forlygte. Var ved een lejlighed ved at have bagfjeringen fra en ko inde i Tuk’en. Heller ikke for disse drivende store dyr paa vejene er der lygtekrav, men de har det vigtigste, nemlig horn.

Maalet for dagen – Pondicherry – blev naaet om natten. En by kendt for sit meget store franske kvarter.  Da vi trillede gennem de franske gader gik talen paa  drinks og umaadelige maengder mad. Fandt frem til Villa Helena i Rue Bussy. Rigtigt hotel i  indokinesisk stil. Her blev naturligvis talt fransk af alle.

Sikker parkering af tuk’en – ikke noget problem. I lobbyen naturligvis. Skulle lige over en 30-35 cm hoejkantsten. Igen, straks VI stod ved tuk’en, stod der tyve andre. Et hurtig loeft og den var indenfor sikker for natten efter 544 km paa een dag.

Tre gange om dagen stop ved truckernes meget specielle vejsidekoekkener, som tilberedte ukendt ‘fingermad’ og lunken te med for meget sukker. Vor chauffoerer var et par hyggelige nordindere, som kunne tale hindi og saa koere lastbil, med mere lys inde i foerehuset end fremadrettet. Og saa opdagede  vi endnu en grund til deres aabne vinduer selv ved 5 grader. De tygger tobak og snotter en kvart liter spyt ud fra vognen hver kvarter.

- ogsaa evindelige stop for te og ikke mindst at bede og taende rogelsespinde ved det lille blinkende plastiktempel, som var monteret indenfor mellem de to forruder. Guderne velsigne denne vogn og dens passagerer var det fromme oenske. Vi takker

Vi blev godt moerbanket og de foerste tegn paa siddesaar viste sig. Ingen position var behagelig – de naer minus grader. Da vi endelig stoppede for natten var der redt op paa de ffem baller gamle plastikposer, der stoettede tuk’en paa ladet. Selv fuldt paaklaedte og med vores vattaeppe fra Nepal kunne ikke kulden ikke holdes ude fra pladsen paa ladet.

Naar det gik rasende saa kom TATA’en helt op paa over 40 km/t – i modsatte koerebane. Et kraftigt horn kan flytte meget. Vi har selv foretaget aftenkoersel i tusmoerke. Det var ikke meget mindre naervepirrende at sidde hoejt – bare ny vinkel at anskue doeden paa.

Ankom totalt krumboejet til Vijayavada. Igen brug af en kran vi fandt i vejsiden. Frisk luft i daekkene, saft paa tanken, afsked med chauffoererne. Det var som at blive genfoedt at sidde bag eget styr.

Note - TATA er Indiens lastbilmaerke nr. 1

Vi er nu to naesten to dage bagud efter planen, der skal bringe os frem til maaalet via den gamle danske koloni i Trankebar.

Hvis vi giver den fuld gas kan vi lige naa frem i tide til Cochin i den direkte rute skraat gennem Indien. Vejen over  Trankebar er naesten 600 kilometer laengere, men vi er fast besluttet paa at laegge vejen forbi, nu vi er her. Saa Tim er i fuld gang med at hyre en truck, der kan bringe os direkte ned til oestkysten og paa den maade vinde den tabte foerste dag tilbage.  Efter flere timers telefon med ivrige, men ikke ordholdne chauffoerer kom sagen endelig paa plads – godt hjulpet af hotellets direktoer, der straks ophoejede os til aeresgaester og fremhaevede at opgaven var i nations interesse.  Kort skrevet. Endnu en afgang en tidlig morgen i dette kolde land hvor venligheden er stor, men maaske ikke fungerer optimalt. Heller ikke vores mange fotos kan de sloeve internetsteder haandtere endnu.

Maaaske er det alligevel godt, at vi forlader det skoenne hotel. Gled i en abelort paa balkonen i 5. sals hoejde.

Foerste alvorlige problem i moerket. Motoren vil ikke starte. Alt tjekkes. Taendroer ud, kabler gennemgaaes og al reservebenzin haeldes paa tanken. Intet hjaelper indtil en gedehyrde i selskab af et halvthundrede kugleskidende dyr passerer og han med en opklarende mine kaster sig over motoren. Tilsyneladende har han ogsa laest haandbogen om tuk’ere for begyndere. Endnu en gang gentog proceduren sig, men denne gang gik motoren i gang. Afsted i rasende fart mens der var gang i de tre hjul. Alexander, der har oejne som en radar, jog genem de smalle sorte gader , hvor bunkerne  paa asfalten enten var hjemloese eller bunker af skidt. Glemte at fortaelle, at vi maa vaelge mellem lys og horn, da vores skarpe taagelygter kortslutter hornet. Det blev hornet, som vandt. Lyder formentlig mere overbevisende i en retssal, at vi trods alt dyttede inden ulykken skete – og de andre koerer alligvel heller ikke med lys.

Fra Mau til Varanasi er der 192 kilometer med en belaegning, der formenlig er udtaenkt af testingenioerer fra producenter af militaere koeretoejer. Pakket ind i fire kvadratmeter vattaeppe holdt Tim og Kim fast pa baade varme og alt der var ved at rasle fra hinanden mens Alexander lignede en undsluppen fra den lokale tosseanstalt med sin nepaliske strikkede hue med hagesnor, Michael Jackson-maske og haeklede koerehandsker.

Fremme i Varanasi – denne allerhelligste indiske by – snor vi os gennem helvedestafikken uden regler, og netop derfor glider alt uden stop eller vrede fagter. Anfoert af en taxichauffoer, der skaever misundeligt til vores lirede vogn og Alexander mesterligt ved rattet, naar vi frem til dagens overraskelse. Det forbookede hotel (Palace on Ganges), hvor vi ville have udsigt over Ganges viser sig at vaere en perle paa bredden. En time senere sidder vi med drinks paa  den nederste af de to balkoner og kan holde oeje med vagten, der holdt oeje med tux-tuk’en.  Vaerelse og opholdsstue i to etager i hotellets taarn – sa mangler vi bare det varme vand i badet.  Ogsaa her flere times blackout hver dag. Hvad nytter det saa at have atomkraft til op over begge oerer?

Tim har bestilt tur med en ivrig baadmand, der i morgen kl halvseks vil ro os op ad floden, sa vi kan se morgensol til den ene side og ligbraending til den anden. Saa gaelder det bare om at vaelge den rigtige, hvis vi kaentrer.

Vi er stadig presset pa tiden, men bliver nok en ekstra dag i byen.