Tux Tuk

Flere teams havde overnattet i Butwal, enkelte med ankomst meget sent paa natten. Nu gik der gallophest i alle tukkerne de sidste ca 70 km til den nepalesiske/indiske graense. I den sorteste sorte og taette taage her kl 06.15 morgen og lige over frysepunktet, skimtedes de smaa lygter fra tuk’en foran eller bagved. Ved ankomst til selv graenseovergangen var vi i loebet af kort tid samlet 6-7 teams og drypvis kom eet her og der. Dog ikke mange i betragtning af vi var 67 som startede kun dagen foer.

En entreprenant graensespeditoer var hurtig paa pletten for en god forretning. Kopi af alle dokumenter, stempel stempel stempel. Pas til afstempling, man behoevede ikke at praesentere sig selv til pasmyndighederne. Gashaandtaget i bund. Farvel Nepal fra TuxTuk, hvilket det ikke skulle vaere for andre.

Et par hundrede meter, stadig i taet taage (see billed paa aabningssiden www.rickshawrun.com). Stop ved den indiske graense, som let kunne vaere passeret, da ingen kunne se en haand for sig. Tuk’en er indregistreret i Kerala provinsen, Indien, saa ikke saa meget problem her.

Under et halvtag ved et langt traebord sad tre morgentraette paskontroloerer med et rod af dokumenter foran sig. Det gjaldt bare om at faa langet sit pas og indrejseformuler ind foran de andre.

Aensede en stadig hoejere diskussion i den anden ende af bordet. Det var det amerikanske teammedlem af Tuk Tuk Goose, som allerede havde faaet stemplet sit ‘one entry’ visa ved transit i Dehli lufthavn. Laes hele den dramatiske historie, der kunne have udviklet sig til en tuk-/biljagt paa http://tuktukgoose.com/the-story-of-what-happened-at-the-border-crossing-between-nepal-and-india/.

Resten af dagen gik med koersel gennem et stadigere mindre kupperet landskab. Solen forblev bag en diset himmel. Frysende koldt, hvilket foranlediget i indkoeb af et 2,5 x 2,5 m yderst spraglet vattaeppe til brug for bagsaedet. Koeren er overladt til sig selv.  Paa skift passerede vi de foranliggende teams og de os, efterhaanden som der blev holdt spisepauser for een selv og for tuk’en.

Det blev nattemoerkt inden vi var fremme i Maunath Bhanjan (Mau). Jagten paa hotel gik ind i en by, hvor lyset er rationeret til det yderste. Fandt vej efter lidt spoergen rundt. Hoejre kan lige saa godt vaere venstre. 100 meter kan vaere 1000 meter iflg. den indiske vejvisning.

Hotellet for natten laa i en smal gyde og vi kunne parkere tuk’en sikert inden for hotellets mur.

I receptionen sad – det skal senere vise sig stod – hotel manageren himself. Som saedvanen var, skulle vi ligebesigtige vaerelset. Til at vise os vaerelserne, baere bagagen, sealge oel, vand, vise os hvordan A/C’en kunne varme (naar der altsa kom stroem) var en lille underdanig gut, som ustandselig blev hunset med af den lille tykke manager. Hvorfor vi hurtig doebte ham ‘Manuel’.

Det lyder meget fornemt, men skal bemaerke at rengoeringspersonalet har haft fri de sidste par aar. Kun koldt vand og ikke i bruseren. Sengene var de saedvanlige; Et lagn lagt direkte paa et lag braedder. Doerlaasen var en hangelaas, som skulle den beskytte kronjuvelerne.

Fire plastikhavestole og et ditto bord, udgjore inventaret i ‘restauranten’ – det var kun sulten som overhoved drev os  til at bestille hvad vi mente kunne vaere tilstraekkeligt opvarmet. Ingen turde taenke paa koekkenet tilstand.

Manuel, stadig mere forover boejet, blev kostet frem og tilbage med staaltallerkener og glas. Sidste naevnte saa ikke saerligt brugervenlig ud. Der blev spist med fingerne eller en ske. Tre store koelige Kingfishers mildnede dog vort syn paa situationen. Vi var klar til ‘Dehli belly’ og det paa hotellets indstalleret hybrid af et staa/sidde toilet. Besynderlig indiske opfindelse. Vi slap dog.

De fleste af smaabyerne vi havde passeret var mere affaldspladser med levende mennesker. Hundredevis af smaabaal udenfor husene, hvor indbyggerne sad og forsoegte at varme sig svoebt i taepper og med bare foedder.

Det er sjaeldent vi er i smoking klokken 7.00 om morgenen – hvis vi da ikke er paa vej hjem. Her var vi paa vej op i kulden fra Himalaya ifoert vores bedste Black Tie, saa vi stod til titlen paa tuk’en. Tux Tuk var klar til start og der skulle ikke herske tvivl om de gode gamle engelske dage var tilbage i de gamle engelske besiddelser.

Den bestilte taxa ankom praecis som aftalt med ti liter bensin koebt paa det sorte marked og kort efter stod holdet i kombinationen smoking, benzindunke og nepalesiske strikhuer i selskab med et hold skotter i kilt, engelske piger kun ifoert pink kedeldragter, pilotklaedte franskmaend og svenskere med den obligatoriske vikinghjelm.

Til glaede for jer derhjemme kan vi afsloere, at Tux Tukken tog prisen som den mest fotograferede trehjuler, med den smukke hold i front, naturligvis. Vejen ud af Pokhara fra startstedet kunne ligne hyldesten af landsholdet efter E-sejren i 1992. Boern var revet ud af deres senge og gamle koner sat i vejkanten for at opleve de 67 roegspruttende knallerten jage afsted med naesten 40 kilometer i timen. Vi var paa vej.

Himalaya er skoen set fra flyvemaskine, men her skulle de syv hestekraefter hive sig selv og naesten 300 kilo indhold op over det foerste bjergpas i 2000 meters hoejde. Lige saa langsomt som det gik opad, gik det omvendt med 50 i timen nedad veje hvor vi overhalede lastbiler, geder og kricketspillende boern i loeb. Overalt gjaldede haeslige toner fra de lokales messinghorn i hyldest til hvad de formentlig har betragtet som aarets stoerste samling tosser i fri fart.

Elektricitet er noget man har paa batterier.

Selvsagt er der ikke megen gadelys eller lys i huse. Kort sagt var der pitchblack minutter efter solnedgang og det goer natkoersel til noget af et lotteri. Filosofien er tilsyneladende, at der heller ikke er grund til at rutte med billygternes lys, saa hvert andet oejeblik dukkede der husstore lastbiler op i modsat retning og blaendede med et kort glimt af fjernlyset.

I de heldige oejeblikke fastfroes det siluetterne af loesgaaende koer og cyklister, som vi gned albuer med i forbifarten.

Een time var rigelig og foerste stop blev i byen Butval 40 kilometer fra graensen til Indien. Skraemmmende at faerdes i vores eget stearinlyssvage lys i en by med 80.000 indbyggere, der ikke var til at se. Alligevel skulle det vise sig at vaere naadigt. Hotellet pakkede os sammen i et vaerelse med et noedlys drevet af en dielsegenerator placeret netop ud for den spraekke i muren, der skulle goere det ud for vindue. Allerede her fik vi foerste forsmag paa standarden i hvad hotellet selv skiltede med som tre stjernet. Maaske var det synet af vores paaklaedning, der gjorde, at vi dog fik varmt vand i badet. Alexander tabte og fik pladsen paa gulvet mellem de to senge med lagenbeklaedte braedder. De sande proevelser tyder paa at ligge i overnatningerne – ikke paa landevejen.

Strejke. Landestrejke med forbud mod kørsel på offentlig vej. Selvom tuk’en kun har tre hjul gælder det også den.

Fik ellers fejret en kølig nytårs aften med over 120 andre festende og tur-opsatte tuk-kørere. Ukendt rockband leverede baggrundsstøjen. Bartenderne kæmpede med at følge med og måtte til sidst opgive, da baren løb tør for øl. Shame on Them. De burde vide bedre med skandinaviske, engelske og australske gæster

Allerede ved vor ankomst til festen gik der rygter om en forestående strejke den 1. januar. Alle spurgte alle hvad dette måtte betyde for Rickshaw Run. Selv arrangørerne havde svært ved at give et klart svar. Ville der blive strejke eller ikke. Skulle afvente til den første morgen så ville alle få besked. Noget uforstaæligt for os. Så vi blev ved med at spørge. Alexander fik fat på en sikkerhedsvagt, som forklarede at ‘en ukendt person/organisation’ først på selve dagen for strejken ville annoncere om butikker og veje skulle lukkes. Da vi bor ikke alene i udkanten af Pokhara, men også i højden, kunne vi ikke rigtig se os selv komme tidligt op og tage turen ud til ‘the pimping ground’ blot for at konstatere at starten blev udskudt. Derfor blev det til rundringning tidlig morgen. Jo, strejken var en realitet, så vi gik tilbage til køjs for endnu et par timer.

Hen på eftermiddagen tog vi ud til den gamle bydel, samt Bazaren. På vej retur til downtown slog vi lige et slag forbi ‘ the pimping ground’ for at se til tuk’en. Mødte tilfældigt en af arrangørerne, som nu, overraskende, kunne fortælle at der definitivt blev afgang i morgen - strejke eller ej. Samling kl. 8.30 – forventet turstart kl. 10.00

Forventer at der vil blive mere fart på resten af 2010 end her på årets første dag.

Så var den der. The Beast – Uhyret på tre hjul som skal være vores hjem de næste 14 dage. Den første time gik med at prøvekøre den tossede maskine. Det var som en scooter med støttehjul, men alligevel var der straks hygge indendørs.

Inden vi drejede gashåndtaget var vi lige taget fra København via Istanbul og Dehli til Kathmandu i Nepal – med lidt forsinkelser blev det hen

på eftermiddagen den 29. før vi kunne kaste os ud i Kathmandu’s kaotiske trafik for at se og smage lidt på bjergfolkets overstrømmende venlighed. Trafikken er fuldkommen vanvittig, men smuk og tilsyneladende velorganiseret på sin egen kaotiske vis. Alle trafikanter dytter

hvert 3. sekund for at fortælle omverdenen at de er på gaden og at de andre gerne må rubbe neglene.

Kommer man fra en sidevej, så venter man ikke på at andre holder tilbage – det er bare lige ud på gaden, med et dyt, og så må den anden stå på bremsen. Der er ingen sure miner i trafikken, måden det foregår på accepteres med en buddistisk sindighed og derfor skal der selvfølgeligt være plads til andres sindssygheder og ikke kun chaufførens egne. Vi gik på må og få rundt i byen – og naturligvis også forbi Dunbar Square med alle de gamle bygninger og templer.

Om aftenen faldt vi ind på et meget lokalt sted for at spise. Få rosende ord om lokalets sparsomme udsmykning blev starten på tjenerens guidede tur overalt i restauranten. Herunden håndtryk med en køkkenstab, der var stor nok til at betjene besætningen på et hangarskib. Heller ikke toilettet med en cisterne, der kun virkede ved hjælp af elskværdig selvbetjening af den medfølgende spand til vand – naturligvis hentet i køkkenet. Et kort øjeblik efter var herlighederne indhyllet i blafrende mørke. De daglige to timers blackout i byens strømforsyning var begyndt og henlagde alt i et forsonligt stearinlysskær.

Tidligt den 30. stod vores taxachauffær parat med sin kun ti år gamle Nissan. Vi skulle afsted til Pokhara. En sviptur på 250 km og 6 timer gennem dale og over diverse pas. Vi fulgte godt med i trafikken for at lære alle knebene om hvordan man overhaler i sving, op ad bakke eller når det allerede var muligt at se de hvide i den modkørende chaufførs øjne.

Vel ankommet til Pokhara tog vi det anviste short cut lodret op ad et mindre bjerg til Castle Resort – et hotel som drives af en irer og hans portugisiske kone. Et sted med at meget mixet indretning. Udsigten ned over byen og ud over Fish Lake er postkort-smuk og det bedste er, at det kan ske fra barens magelige stole.

Short cuttet til Castle viste sig at være en gedesti 20 min stejlt op. Rart at bevæge sig, men skulle måske have smidt lidt mindre i taskerne. Joe, ejeren, kunne ved vor ankomst stolt fortælle at han lige havde fået lavet en kørevej helt op til hotellet på bagsiden af bvjerget. Fik smidt vor ting på værelset, en hurtik øl (650 ml) så ned til Lake Side i Pokhara – denne gang dog i taxa. Vi røg lige ind i byens årlige Street Festival, hvilket vil sige at hovedgaden er afspæret til fordel for underholdning, ligesom restauranterne er flyttet ud på gaden. Kan godt mærke at nepaleserne bruger enhver lejlighed til at more sig. Også selv om det ikke er deres nytår.

Og så er vi tilbage til i dag, årets sidste. Tuk-tuk’en var bemalet som designet af Alexander, så der skulle bare lidt ekstra lir til. De andre teams havde ligeledes kastet sig over tuk-tuk’en med stor kreativitet. Der overalt på pladsen malet, polstret, monteret festligt gear under stor opmærksomhed. Musikanlæg, kompressorhorn stærke nok til at få tuk’en til at køre baglæns, reklameskilte, og ikke mindst flag og vimpler. Der var mange gode påfund.

Over hele arrangemanget hænger en laidback 60′stil, anført af arrangører i trompetbukser fra samme tid. Vi tror nok vi starter imorgen den 1. Januar kl 10, men kan også blive et par timer senere. Det er ikke helt til at gætte. Indtil nu har alt været forsinket. Hvor starten officielt kommer til at finde sted fra venter vi også med spænding på at finde ud af. Måske får vi lov at starte fra den lukkede gade midt i festivalen. Kan ellers blive et godt indslag i Gadefestivalen.

Her i løbet af eftermiddagen fik vi lige handlet de sidste småting, som værktøj, reservedunke, tragt og slange til påfyldning etc.. etc.. Har betalt vores taxachauffør for at skaffe benzin på det sorte marked. En varslet storstreje i morgen sammen med udstrakt benzinmangel i landet har lagt alle tankstationer øde.

Om få timer skydes der ind til nytår. Denne gang uden de sædvanlige nytårshilsener på sms til alle jer kære venner. Også søens folk forbliver uden godt nyt. Så hermed en fælles hilsen fra Tux’holdet.

- Billeder tilføjes på et senere tidspunkt – Tukken kan køre hurtigere end denne netcafés nethastighed.

Så er det i morgen flyveren fra Kastrup Lufthavn afgår.

Vi har alle pakket og mere end klar på eventyr – her følger min egen bagage – 1 taske:

• 3 størrelser strips (Kim medbringer gaffatape og leatherman)
• Pas, vaccinationskort, internationalt kørekort, kørekort, sygesikringskort og kreditkort.
• Forsikringspapirer – ellers kan arrangøren nægte dig deltagelse i løbet.
• 100$ – det er ulovligt at ind- eller udføre rupees fra Indien.
• Hygiejne- og soigneringsager
• Notesbog og kuglepenne
• Ét par jeans og ét par shorts
• Pyjamas
• 3 poloer, 1 langærmet henleypolo og 2 skjorter
• 5 par underbukser
• 3 par sorte strømper og 4 par hvide strømper
• 1 par sko
• 1 uldsweater
• 1 windbreaker
• 2 forbindinger, 1 rulle gazebind og 1 rulle forbindingstape
• 1 myggenet
• kamera, oplader og overførselskabel til USB
• mobiltelefon og oplader

Så let kan det gøres og så let skal det gøres. Kim har min smoking i hans, større, taske.

Hvad jeg ikke har med eller hvad jeg kommer til at mangle kan forhåbentligt købes – ellers må jeg MacGyver mig ud af situationen.

Hilsen

Alexander

Så er vores blog kommet online. Herinde kan I følge med i hvad der sker, når Tim, Kim og jeg tager afsted på eventyr i Nepal og Indien.

Vi skal deltage i The Rickshaw Run, arrangeret af The Adventurists.

Ude til højre, i margin, kan I følge vores tur igennem et af verdens mest befolkede områder. Når vi opdaterer bloggen, opdaterer vi også kortet, så I vil kunne se en streg, der følger vores fremrykning igennem det asiatiske kontinent.

Reglerne er simple: Donér penge til et velgørende formål, betal entré til løbet, få udleveret en tuk tuk som køretøj, kør fra bjergene i Nepal til det sydlige Indien. Hvert hold vælger sig egen rute.

Kommer du galt afsted undervejs, eller får motorproblemer, så er der ingen hjælp at hente fra arrangørerne – du er på egen hånd.

GPSer, følgevogne med reservedele og alt andet der kan gøre dit eventyr mindre eventyrligt anses som usportsligt.

Donationer kan gives via JustGiving ude til højre i margin. Donationerne går til Mercy Corps der støtter genopbygningen af landbruget i Orissa-provinsen. Læs mere her.

Vi er 69 vogne i løbet og den som kommer først får et kys på panden, for det er et gentlemansløb så er der intet stress og jag, så længe du er i mål inden afslutningsfesten.

Ruten har vi målt til at være omkring 2700 km i en lige strækning, men med svinkeærinder og tørre ganer, så ender vi nok på en 3000 km. På 14 dage skal de 3000 km tilbagelægges i en tuk tuk der ikke kan køre hurtigere end 50 kilometer i timen. Enhver matematiker kan så fortælle at ved en snitfart på 50 km/t så kan løbet overstås ved at køre 3,8 timer om dagen – alle 14 dage.

Men vi er realister der har smagt vejbanens støvede hjulspor og siddet i flere end een trafikprop – vi forudser en snitfart på 30 km/t – hvilket bliver til 6,4 timer om dagen, hvor chaufføren skal koncentrere sig og de to andre skal nyde hinandens selskab, gnubbe skuldre og drikke gin & tonics.

Vi rejser afsted d. 28 december til Kathmandu i Nepal, så vi er fremme i Pokhara d. 30 i tide til at udsmykke vores tuk tuk og til nytårsfesten d. 31. december. Starten går den 1. januar og vi er tilbage i Danmark omkring den 20.